|
Outrup Kirke
Kjeldgårdsvej 51, Outrup
7900 Nykøbing Mors
Link til kort |
Link til flere
billeder og mere omtale
- og link til gravsten
|
Om Outrup Kirke
|
|
|
Kirken ligger højt med
vid udsigt over Dragstrup vig og Thy.
Et sagn fortæller, at tre kvinder var i havsnød på fjorden og midt i
uvejret afgav det løfte, at hvis de kom frelst i land, ville de lade en
kirke bygge på dette sted. Så de blev jo nok reddet.
Kirken består af romansk kor og skib, mens tårnet er gotisk.
Klokken er anbragt i et glamhul mod nord. Den er støbt i Frankrig 1987.
Som indskrift er sat: »Af Guds nåde til Guds ære«.
Kor og skib har skråkantsokkel, dog er soklen i koret brudt både på
syd- og nordsiden. I koret er de
oprindelige vinduer bevaret, dog er østvinduet kun synligt indvendigt som
en vægniche.
Alle vinduer i skibet er fra nyere tid.
De oprindelige døre mod nord og syd er begge tilmuret. Syddørens karme
har halvsøjler med smukt huggede baser. Den venstre dørkarm er hugget ud
af ét stykke og er 2,10 m. høj. Dørens bredde er 1,15 m.
Indtil 1905 havde kirken et uanseeligt våbenhus imod nord. Det blev
nedrevet, og i stedet blev der lavet en ny indgang i tårnrummet. I dets
sydmur blev der indbygget en stor, rundbuet dør, sat af nye kvadre.
Døren af egetræ er fra samme år.
I tårnets vestende indvendigt ses nogle rundbuede sten. Man ved ikke,
hvorfra de stammer, men måske har de været brugt ved et tidligere tårn
eller ved en tidligere tårnbue. l .
Ved restaureringen i 1974-75 blev sydmuren sat om. I kvadermuren fandt
murerne det granit-
hoved, der nu er ophængt i tårnrummet.
En ny præstetavle blev ophængt 1986. Den er malet af Jens Christian
Jakobsen, Flade.
Oven over det brede indgangsparti til skibet er indsat et vindue med et
såkaldt indvielseskors i farvet glas fra 1905.
Alteret er meget stort, og i bordpladen er der en helgengrav. Endnu 1793
lå der ”et liden stykke ben og to små klude« i helgengraven. Nu er
den tom.
Altertavlen er et renæssancearbejde fra 1600-tallet. Nadverbilledet er
gennem tiderne blevet malet op.
I toptrekanten var oprindeligt et opstandelsesbillede, men det blev
overmalet, og i stedet blev der malet skriftordet fra Johs. 3,16 og i
midten, IHS - Jesus Hominum Salvator, Jesus menneskenes frelser.
I kirkens alterkalk er fod og skaft ældst, fra omkring 1650, men ikke
oprindeligt sammenhørende. Bægeret er nyere. Alterkalken blev skænket
til kirken af fru Elisabeth Rosenkrantz til Damsgaard. På fodpladen to
ens mestermærker IP (ukendt mester). Bægeret stemplet C.A.Noe (guldsmed
i Nykøbing).
På de store alterstager er graveret to adelsskjolde og navnene: ”Hartvig
Bille - Anne Kaas 1620”.
På den sydlige væg i koret hænger en ligsten over Knud Pedersen, født
1692 på Damsgaard. Stenen er af ølandsk kalksten og har symbolerne for
evangelisterne og Kristus - det sejrende lam.
Den romanske døbefont er af granit med løgformet fod. Det store
messingdøbefad har som motiv to mænd, der bærer en vindrueklase -
Josvas spejdere (4.Mos.13-14).
Prædikestolen er et renaissancearbejde fra begyndelsen af 1600-tallet. I
de fire store felter ses
evangelisterne og evangelistsymboler. Indskrifterne er fra 1612.
På triumfvæggen er der afdækket to små sidealtre, muligvis indviet til
Jomfru Maria og kirkens
skytshelgen.
På kirkeskibets nordvæg ses en efterligning i gips af Thorvaldsens
Kristusfigur i Københavns Domkirke.
Kirkeskibet i midtergangen blev fundet på kirkens loft ved sidste
restaurering. Ved reparationen blev der fundet denne meddelelse i skibets
skrog: ”Dette skib er lavet som husflid og skænket til Outrup
sognekirke af den gamle 77-årige veteran Johan Frederik Berg den 17.
august anno 1905. Til minde om min kære hustru Edel Johanne, død i
Outrup den 15. maj 1905, 72 år gammel«.
Skibet er en fregat, der bærer det gode navn ”Haabet”.
H.J. (Holger Jørgensen i ”Kirker på Mors”. NB: H.J var
sognepræst i Ovtrup 1972-96) |
|
|
|
|
|
|
|

|
|